Det handler om at turde skabe fremtidens virksomheder

Astat er grundstof nummer 85 i det periodiske system. Udover at være radioaktivt og det sjældneste grundstof på jorden, så har det forkortelsen [At]. Forskere kan ikke bestemme Astats fysiske egenskaber, fordi det fordamper under sin egen radioaktivitet.

Vender vi blikket fra fysikkens verden og kigger på fremtidens virksomheder, så er der fællestræk. Mod er det grundstof, der skaber fremtidens virksomheder. Til gengæld er det umuligt at finde frem til formlen for succes, fordi vejen til succes fordamper det øjeblik, hvor en virksomhed opnår det. Det bliver umuligt at kortlægge præcist hvorfor og tilbage er kun modige beslutninger som vi kan forsøge at lære af.

At Turde er en businessblog, hvor jeg dykker ned i modet til at træffe beslutninger, der skaber fremtidens virksomheder og Brian Johannsen er manden bag bloggen.

Hvorfor kræver det mod at skabe fremtidens virksomheder?

Du kan ikke skabe fremtidens virksomhed, ved kun at reagere på fortiden. Fremtiden er noget du skaber, ikke noget du analyserer dig til.

Da Albert Einstein i sin tid ændrede fysikken for altid, var hans mål ikke at blive ‘den nye Einstein’, der var ikke nogen før ham, som gjorde det som han gjorde: Han skabte fremtiden.

Det kræver mod at træffe de beslutninger, der skal forme fremtiden.